Forside Lokalforeningen Presse Nyt fra borgen Billeder Links Bliv medlem

Grundlovstale 2011 - Søren Espersen

Søndag den 5. juni 2011, kl. 13.00 - på "Restaurant Xing-Yuan", Skolegade 20, 6700 Esbjerg.


!DET TALTE ORD GÆLDER!


Kære venner,


Grundloven har vi helt for os selv her til lands, og hvert år fejrer vi fødselsdagen.

Og efter 162 år kommer folk sørme stadig til fest - som hér - bare én af mange hundrede fester landet over.


Det fortæller hvor dybt, Grundloven sidder i os!


Vi vil altså bare år efter år den 5. juni minde hinanden om at den kostelige gave, vi dengang i 1849 fik af "Frederik Folkekær", Frederik den Syvende: Og den kostelige gave er folkestyret! - Og det er værd at slås for.


Grundloven er der altid nogen, der vil have ændret. Ja, der er ligefrem politikere, som bruger alle deres ledige stunder til at arbejde for det. De har ofte nogle mærkelige argumenter for at få den ændret: Blandt andet siger de, at Grundloven skal ændres, fordi den "ikke er i trit med tiden". Eller man siger den skal ændres, så det fremover bliver nemmere at ændre den....  Eller man siger, at den trænger til at blive frisket op rent sprogligt, for den er så svær at forstå. Eller man siger, at det var på tide, der blev skrevet nogle nye rettigheder ind i den.


Jeg ryster på hovedet af sådant noget snak!


For det første skal en Grundlov netop ikke være i trit med tiden eller nem at ændre.


Den skal tværtimod være præcis så svær at ændre, at et tilfældigt folketingsflertal i et tilfældigt år,  på en tilfældig dato, som følge af nogle tilfældige medieskabte, populistiske vinde ikke skal kunne ændre den.

Grundloven er fundamentet for statsformen og for al anden lovgivning. Og derfor skal det være vanskeligt at lave om på den.


For det andet er det en myte, at Grundloven er svær at forstå. Alle normaltbegavede, der vil gøre sig bare lidt umage, kan forstå hvert ord og meningen.


For det tredje er der ikke behov for at få rettigheder skrevet ind i den. De er der allerede!.


Ja, argumenterne for at ændre Grundloven er ganske enkelt for tynde!.


Nu har jeg nok altid fra barnsben været sådan lidt skeptisk af natur.... Jeg er jo fra Himmerland, og der vil vi jo nok altid gerne tro det allerbedste om andre - men vi er alligevel blevet udstyret med en vis skepsis.... For det kunne jo være, at andre ikke altid spillede med helt åbne kort...


Så jeg må altså sige, at når nu visse politikere, som bestemt virker både tilforladelige og absolut troværdige, er så emsigt optaget af at få skrevet Grundloven om - og som årsagen fremhæver alle de papir-tynde argumenter, jeg nævnede før... Ja, så stikker der nok noget under.


Og selvfølgelig gør der da det!


For hvad ER det så, der i virkeligheden generer disse grundlovs-omskrivere?

Jo, det er det faktum, at Grundloven jo skygger for og besværliggør deres hede drømme om at lade Danmark opsluge af Den Europæiske Union.


For hvad ER nemlig Danmarks Riges Grundlovs allervigtigste egenskab?

Jo, den er, at Grundloven er vort væsentligste værn for, at vi overhovedet har et frit og selvstændigt Danmark...


Vi brugte for nogle år siden i Dansk Folkeparti en plakat, hvorpå et blafrende EU-flag skygger for en yndig, hvidmalet dansk landsbykirke - og med teksten: "Dit land - dit valg - ENDNU!"

Det skulle forstås på den måde, at vi ganske vist er truet - og at en stor del af vore regler udformes i et fjernt parlament, men at vi trods det stadig har muligheden for at sige fra overfor EU - ja, at rive os helt løs, hvis vi skulle ønske det.


Dét er Grundloven garant for. I det øjeblik, man får held til at skrive Grundloven om, er jeg slet ikke i tvivl om, at vort tilhørsforhold til EU vil blive skrevet ind i paragrafferne. Og så sidder vi uhjælpeligt fast i suppedasen..


Så vel er vi truet - men vi kan altså stadig bevæge os - det er stadig og endnu: "dit land - dit valg -"...!


Vi tog forleden et fantastisk skridt i den rigtige retning. Med indførelsen af fysisk og permanent grænsekontrol har Danmark "vendt kajakken" i forhold til EU.


##


Og det var historie, der blev skrevet, da Dansk Folkeparti venligt - men bestemt - fik Regeringen og Kristendemokraterne til også pludselig at synes, at grænsekontrollen er en rigtig god idé.....


Der blev skrevet historie... For siden hin triste nytårsdag i 1973, hvor Danmark officielt lod sig indlemme i de europæiske fællesskaber, har enhver politisk beslutning år for år bragt os dybere og dybere ind i det bur, som nogle af os, forgæves, advarede om ville udvikle sig til "Europas Forenede Stater".


Skridt for skridt er vi siden, med vidt åbne naive øjne i de forgangne knapt 40 år vandret dybere og dybere ind i buret - så dybt, at vi kollektivt næsten havde glemt den frihed, vi kom fra. Og det var jo nok også meningen…


To gange tidligere, ved Maastricht-afstemningen i 1992 og ved EURO-afstemningen i 2000 har vi, takket være det danske folk, gjort modstand, og med grænsebeslutningen af 2011 tog vi så efter fire årtier det tredje, markante skridt den anden vej - tilbage mod friheden....!


Det epokegørende nye i 2011-grænsebeslutningen er, at det denne gang er et flertal i Folketinget, som har besluttet at foretage skridtet. Flertallet har ellers i årevis bare blåstemplet alt det, der kom væltende ind over os fra Bruxelles - og så i øvrigt været ivrig for at undgå, at det danske folk skulle spørges…


For os i Dansk Folkeparti giver det håb om, at grænsebeslutningen blot er første skridt for Danmark tilbage til den reelle frihed...


Men hvis enkelte danskere stadig skulle nære den drømmeriske forestilling, at Danmark stadig har sin fulde selvstændighed - og at "intet over, og intet ved siden af Folketinget" stadig er gældende i fædrelandet, ja, så må de vist nu hellere til at svæve ned fra lammeskyerne, og plante fødderne i den danske muld igen.


For hvor har EU dog i de seneste uger vist sit sande ansigt!


Det er sket, efter at et flertal i Folketinget traf den rimelige beslutning at følge det råd, som flertallet af danskerne har givet os - nemlig at genindføre grænsekontrollen, og dermed sørge for, at vi igen kunne holde øje med hvem, der kørte ind og ud af Danmark - og med hvad.


Og hvor har de dog siden været tossede af raseri på os nede i Europa…


De truer os fra en kant af - EU-kommissionen med Connie Hedegaard i spidsen - og alle mulige og umulige parlamentarikere. De er i den grad rasende på os - og de skælder os ud..! Og jeg er slet ikke et øjeblik i tvivl om, at de på et tidspunkt vil begynde at true os med. For sådan er EU-systemet skruet sammen - det bliver man nødt til for at få folkeslagene til at makke ret.


SFs EU-parlamentariker, Emilie Turunen, erklærer sig på Ritzau også rystet over Danmark (,,,!) - Tjah, det er vel, hvad man efterhånden kan forvente af SF, som for længst har markeret sig som Danmarks EU-parti nummer 1 - sørgeligt, når man betænker de gode gamle dage, hvor "Holger og konen" sagde nej til Unionen.


Men prøv lige at høre, hvad hun også sagde: "Danmark bør vise langt mere ydmyghed overfor Kommissionens synspunkter, end det ellers har været tilfældet!"… (!)


Emilie Turunen, som jo nu slår sine folder på de bonede gulve i Bruxelles og Strasbourg, og i øvrigt ganske synes at have glemt, hvor hun kommer fra, slog også truende og advarende fast, hvordan hun og andre europæere ser på sagen: "Det her er alvorligt," sagde hun. "Langt mere alvorligt, end I forstår derhjemme…!"


Og dén iagttagelse har hun nu faktisk ret i: Danmark har taget et markant og dramatisk skridt henimod fornyet selvstændighed og frihed. Det er jo det, man nede i Europa under ingen omstændigheder vil tillade sker - for så véd man med usvigelig sikkerhed, at andre lande begynder at følge Danmarks modige og fremsynede skridt væk fra det gyldne bur - frem mod friheden. Jeg vil bede jer bemærke, at EU lige nu smuldrer for vore øjne. Det, der sker, er, at alle deherlige europæiske folkeslag ser til Danmark og henter deres friheds-inspiration her. Jo, der er rigtigt nok al mulig grund til at være stolt over at være dansk.


Men det er jo som nævnt ikke kun det danske folk og det danske parlament, som seriøst er begyndt at træde på bremsen i forholdet til EU. Det sker ikke alene i de traditionelt skeptiske lande som UK og Danmark - men nu sker det sørme også i kernelande som Frankrig, Holland, Tyskland og sågar i Finland.


Skriften på væggen er ved at være meget, meget tydelig: EUROen er ved at smuldre!


I brede kredse tales der nu i klassiske lande som Grækenland, Spanien og Portugal åbent om, hvorvidt den fælles valuta nu også er den bedste løsning for dem.


For det kan da godt ske, at deres EURO-medlemskab betyder, at Tysklands svulmende pengekasser står åbne for dem, hvis landenes kolossale gæld og almindelige økonomiske uansvarlighed, begynder at gøre ondt, men mon ikke det yderligere forholder sig sådan, at EURO-medlemskabet i sig selv er med til at gøre problemerne endnu større for disse klassiske middelhavs-lande...?


For som det skete overalt, dengang man indførte EUROen, så steg hjemmemarkedspriserne på de daglige varer dramatisk allerede de første uger og måneder efter euro-introduktionen - en stor belastning for landenes borgere. Det skete faktisk også selv i Tyskland, hvorfor den nye valuta fik øge-navnet Teuro...


Men mens tyskernes økonomiske muskler er så store og stærke, at man relativt hurtigt kom sig over penge-bytningen, således at valutaen hurtigt kom til at afspejle den reelle økonomiske kunnen, så gik det ikke så let i middelhavslandene. Her var udfordringerne langt større, for her skulle relativt svage økonomier tilpasses en stærk valuta, som landene altså ikke kunne røre ved kursen på.


Så hvor drachmer eller pesos eller pesetas tidligere smidigt kunne tilpasses de enkelte landes reelle behov, så kunne dette ikke længere lade sig gøre. Alle middelhavslandene er jo som bekendt vidunderlige turistlande, hvor man med de gamle valutaer kunne få rigtigt meget for pengene, hvis man kom med D-mark, Francs eller danske kroner, men for tyske og franske turister, som kom med deres EURO, var det nu efterhånden lige så dyrt at tage på ferie i Grækenland, Portugal og Spanien som det var at holde ferie hjemme.


Og selvfølgelig valgte man så i stedet i stor stil at rejse til Tyrkiet, til Kroatien, til Marokko, til Tunesien og til Thailand, hvor det stadig er noget ved at veksle til den lokale valuta.


Spørgsmålet, man altså nu mand og mand imellem stiller i Grækenland, i Portugal og i Spanien, er, om EUROen i virkelighed har forstærket problemerne....


For sagen er jo, at flere lande ikke kan have en fælles valuta - med mindre landene også har en fælles styring. Altså en fuldstændig politisk union. 


Jeg var til en konference i 1998, hvor en økonomer og politikere, som stod bag EUROen, var til stede - herunder EU-kommissionens formand, Jacques Santer.


Jeg husker endnu mødet som underligt og surrealistisk, om et eksperimenterende projekt, som der ud fra økonomiske betragtninger ikke var nogen grund til at iværksætte, men som var blevet til som følge af en drøm om Europas samling.


Og ingen forsøgte at foregøgle andet. Professor Rolf Caesar erkendte, at Euroens stabilitetspagt aldrig ville kunne komme til at virke, idet der ikke ville være nogen politisk mulighed og vilje til fasthed - og ingen sanktionsmuligheder.


De øvrige fulgte med den ene groteske indrømmelse efter den anden: Professor Jean-Victor Louis fremhævede, at medlemmerne stort set kunne gøre, hvad de ville, idet han tilføjede, at bare den politiske vilje hele tiden var til stede, burde det nok kunne gå alligevel.


Jacques Santer sagde, at vel kunne man da fremkomme med alle mulige forbehold, men at det afgørende er, at "…medlemslandene helhjertet må og skal støtte projektet…" Den fælles mønt, sagde han, er ikke et mål i sig selv, men selve midlet til at nå målet: Den Europæiske Union.


Alle vidste, at konstruktionen var syg, og at det er umuligt at opretholde en fælles valuta - uden at den er politisk styret. Santer sagde det utvetydigt: "EUROen er limen, som skal holde EU".


Men dermed er det altså også EU, som nu smuldrer.


Og havde det ikke været for tyskernes offervilje, havde det for længst været slut. Grækenland er på vej mod statsbankerot, Irland og Portugal er under administration. Belgien står for tur - og altså ikke mindst Italiens og Spaniens kæmpeøkonomier. Det hele ramler i disse måneder.... Hvor længe mon Tyskland gider betale gildet? De sidste delstatsvalg i Tyskland demonstrerer en rasende reaktion mod det, der foregår...


Ja, kære venner, nu smuldrer EUROen for vore øjne, og dermed EU.

Det hverken beklager eller begræder jeg.

Vi danskere har været med i knapt 40 år, men jeg tror godt, at jeg tør garantere, at yderligere 40 år - det bliver det ikke til....!


For Dansk Folkeparti bliver det vores helt store, afgørende opgave i de kommende år at tage endnu flere markante skridt i den rigtige retning:


Væk fra EU - og tilbage ud mod friheden og selvstændigheden....


Grænsekontrollens indførelse vil i den forbindelse for mig fremover stå som en af de store politiske milepæle!


For i Dansk Folkeparti har vi igennem 10 år bedt om, tryglet om og presset på for at få omgjort resultatet af den landsskadelige dag i 2001, da Schengen-aftalen åbnede Danmarks grænser på vid gab.


Vi får nu i løbet af få uger igen en permanent - 24 timer i døgnet - toldkontrol ved Danmarks grænser. Vi etablerer fysiske kontrolsteder såvel ved grænserne til Tyskland og Sverige - samt i alle danske havne og ved alle danske lufthavne.


Udover fast bemanding ved grænserne med et stort antal nye toldere - med politiet i baglokalet - bliver der tale om, at helt nye, smarte redskaber bliver opsat - med eksempelvis scannere, der kan "se ind i" såvel personbiler som lastvogne og containere.


Ikke alene for mig personligt, men for os alle i Dansk Folkeparti er det her, godt 10 år efter Danmarks indtræden i de piv-åbne grænser, men kun få uger efter at vi indledte vores landsdækkende kampagne: "Der skal være en grænse", en stor og dejlig dag.


Det har jo grænsemæssigt været ganske forfærdeligt i 10 år, siden vi sendte tolderne og politiet hjem. Men til gengæld har det været dejlige år for alle mulige suspekte typer: Våbensmuglere, narkosmuglere, illegale indvandrere, kriminelle hjemme-røvere, som i store, lukkede kassevogne i lynfart frit kunne drøne ind over Danmarks grænser. Det er slut nu!


Der er grund til at sige: "Af hjertet tak" til Dansk Folkepartis super-forhandlere, Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup for et fantastisk resultat - et af de flotteste og allermest gavnlige for Danmark og det danske folk - af alle de mange gode resultater, vi har haft....


Beløbet 150 millioner kroner er nu bevilget til de fysiske anlæg, så vi igen kan få etableret Danmarks sikre grænse. Yderligere er der bevilget 120 millioner kroner til de ekstra toldere og politifolk, som nu skal i arbejde.


#


Dansk Folkeparti bliver ofte betegnet som et negativt parti, som siger nej - og som er "imod".


Vi er imod. Det er korrekt! Men vi er imod, fordi vi er for noget andet - og det er jo en historie, der sjældent bliver fortalt.


Vi var også imod euroen - og stemte nej. Det var vi nødt til, sådan som spørgsmålet på stemmesedlen var formuleret. Men spørgsmålet kunne ligeså godt have været udformet på en anden måde: "Vil du bevare den danske krone?" Og havde det været formuleret sådan, ja så var jeg blevet til en positiv og glad "ja-"-siger…


Når danskhed og vores forhold til EU generelt bliver diskuteret, må vi derfor holde os dette for øje:


Vi ved godt, hvad vi er imod.

Men hvad er vi for?

Det er i virkeligheden spørgsmålet.


Men hvad er det så, at jeg er for?

Hvad er det så med den dér danskhed, der er så vigtigt at bevare?

Hvad er det så, at vi må og skal holde fast ved?


Ja, uden dig og mig og os alle sammen - med alt det vi foretager os og tænker og siger og føler, ville Danmark være ligegyldigt.


Danmark er også dem, der ligger i gravene ovre ved kirken og dem, der ligger i barnesengene - og dem skal fødes i morgen, om tyve år og om hundrede år.


Det er sproget, vi taler. De ting, vi siger højt, og de ting, vi tier stille med.


Danskhed er en fortrolighed - en selvfølgelig vane - og en daglig fornyelse.


Et snærende bånd - og en stor frihed.


Det er den luft, vi ånder og det er alt det, vi har arvet af gammelt skrammel, og som vi kan tage i hænderne og røre ved og grine af - og det er et ubevidst sammensurium af tanker, af verselinjer, af melodier, af erindringer, af sjove og dårlige vittigheder. Af fest og af sorg.


Det er det arbejde, vi har - og naboen og genboen og dem, vi mødte på campingpladsen og alt det. vi efterlader os, når vi skal herfra.


Vi kan ikke undgå Danmark.


Og vi kan ikke undgå at forholde os til Danmark -, for det er os selv.


Danmark er på én gang samme størrelse som os selv - og langt større end os selv.


Danskheden er gammel sædvane. Alle de i tusindvis af små ting, som først bliver til noget, når de lægges sammen.


Vigtigst er danskheden noget, man normalt ikke taler om. Og når vi i disse år ustandselig taler om danskheden - er det alene fordi den er truet. Ellers gad vi da ikke gå rundt og snakke om den.


Det er lige som det med at trække vejret… Det taler man jo først om, når man får vejrtrækningsproblemer. Det er lige som det med at sætte det ene ben foran det andet - og gå… Det taler man jo først om, når man begynder at få gigt i knæ eller hofte - ellers er det jo en fuldstændig selvfølgelig ting af den art, som man ikke taler om…


Danmark eksisterer, fordi landet stadig udgør en ramme, hvori folket kan leve det liv, som er folkets liv og som defineres af folket. Og ikke af nogen som helst anden årsag.


Danskhed er ikke en speciel ideologi. Ja, danskhed er det præcist modsatte: det er netop ikke at besidde en ideologi.


Danskhed er derimod alene at nære kærlighed til landet. At være dansk er at ville forsvare sin nation.


Det betyder ikke, som nogen hævder, at vi lukker af for andre lande eller for andre folk. I mange hundreder af år har danskere rejst, studeret og arbejdet i udlandet. Og er kommet hjem med frisk inspiration, som blev til gavn for landet. At studere ved europæiske læreanstalter er altså ikke noget EU har opfundet, selv om mange gerne vil have os til at tro det.


Nogle vil også gerne bilde os ind, at for eksempel demokrati er en speciel "dansk værdi" - men der er jo heldigvis i snesevis af andre vesteuropæiske lande, der har et demokratisk system, som er fuldt på højde med det danske.


Og når man begår den fejl at gøre demokrati til noget specielt dansk, hævder man samtidig, at samtlige danske generationer før 1901 ikke var danskere… Nej, men demokrati er BLEVET dansk - og med Grundloven af 1849 har demokratiet fået sin specielt danske version, som hver ny generation har pligt til såvel at forny som at bevare.


Og der ligger dermed et stort ansvar på vore skuldre.

Det er op til os at fortælle, hvad det er, vi er for.


Hvorfor er Danmark værd at bevare?


Det skal vi fortælle hinanden og de næste generationer - ikke med bitterhed og sarkasme, disse destruktive følelser overlader vi til vore modstandere, men vi skal gøre det med frisk mod og ved at være åbne og ærlige overfor os selv og vore omgivelser.


For den opgave, vi har - at kæmpe for at bevare fædrelandet, friheden og folkestyret - er en dejlig opgave. En livsbekræftende og glad opgave.


Den fremtidige historieskrivning vil så bedømme, hvorvidt vi ikke slog til, fordi vi hver for sig havde nok at gøre med at hyppe vore egne kartofler - eller hvorvidt vi havde mod og mandshjerte til at gøre det nødvendige. Fremtiden vil bedømme, om vi svigtede landet - eller om vi gjorde det, vi skulle.


Jeg ønsker alle en rigtig glædelig Grundlovsdag!


"